søndag den 25. januar 2015

Verdens nemmeste brød

Vi har en travl hverdag, så vi købte i mange, mange år brød. Rugbrød og toastbrød eller krydderboller.

Rugbrød til frokosten og toastbrød eller krydderboller til morgenmad. Det lyse brød blev ristet og så smurt med smør - velbekomme og god dag med hurtige kulhydrater, der nærmest var væk inden vi kom ud af døren.

Det holdt vi så op med for en del år siden i takt med at fokus kom på, hvor usundt det hvide brød er.

Rugbrødet køber vi stadig, men det "lyse" brød bager jeg selv og her kan jeg jo så snyde børnene rigtig meget ved at putte diverse grove ting i uden de opdager det.

Jeg har en grundopskrift, som jeg så varierer og det er det nemmeste brød, man kan tænke sig. Det er oprindelig et "italiensk" brød men jeg putter i, hvad jeg evt. har.

5 dl vand
10-50 gram gær - afhængig af hvor lang tid man har til at lade det hæve
3 tsk salt
150 gram durummel
450 gram hvedemel

Jeg putter gerne 2-3 spsk. raps-olie i, hvilket gør, at der skal lidt mere mel i.

Dejen røres sammen og stilles til hævning. Den skal være som alm franskbrødsdej, god og fast. Nøjes man med 10 gram gær er hævning over natten nødvendig - bruger man 50 gram skal dejen kun hæve ½ times tid.

Når dejen er hævet, hældes den ud på en bageplade og kan sættes i ovnen. Man kan også lave boller af den, som bare lige "snuppes" op af fadet med en ske og lægges på bagepladen.  Husk at dyppe skeen i vand mellem hver bolle, så slipper dejen nemmere.

Bages på 200 grader i ca. 35-40 min. Kig til det, ovne er jo forskellige.

Jeg putter uden problemer op til 300 gram "andet" i - det kan være rugmel, kerner (husk at opbløde dem!), havregryn, klid...ja, hvad som helst, du lige har ved hånden og tænker kan ende i dejen. Så skal der selvfølgelig tilsvarende mindre hvedemel i.

Jeg har en Kitchen Aid og bruger den til at røre dejen sammen - det gør det lidt nemmere og dejen bliver æltet bedre end, hvis jeg bare rører den sammen, men brødet er også ganske udmærket, hvis det bare lige er rørt hurtigt sammen i hånden.
Lækkert brød in-the-making :-)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar