mandag den 16. februar 2015

Flødeboller.....

Vi e-l-s-k-e-r flødeboller herhjemme og det var derfor nærliggende at købe glukosesirup, da Netto pludselig havde det, så vi fremover selv kan trylle lækre flødeboller frem.

Men så blev det jul og kræfterne blev brugt på julebag, gaver, mad og hygge i stedet, så glukosesirupen blev i skabet indtil forrige weekend, hvor jeg ville bruge den.

Men så så den sådan her ud
Krystalliseret glukosesirup - bør være helt klar

og lignede ikke rigtig noget, jeg ville bruge, så projekt flødeboller blev ikke til noget.

Jeg tænkte at det var da lidt sært med den der glukosesirup, som var opbevaret som anført på bøtten. Jeg googlede lidt og kom til Svansøs Facebook profil, hvor der stod, at det var Netto, der var kommet til at give bøtterne frost, så man skulle bare sende en mail til Svansø, så ville de tage sig af det.

Der gik et par dage, så fik jeg en mail med denne ordlyd:

Vedr.: glukosesirup


Tak for din henvendelse vedrørende vores glukosesirup. Vi er kede af, at du har haft en dårlig oplevelse med et af vore produkter, hvilket er meget utilfredsstillende både for dig som forbruger og for os som producent.

Glukosesirup er et temperaturfølsomt produkt, og krystallisering begynder, hvis produktet har været udsat for kulde. Det er naturligvis meget uheldigt, men det er ude af vore hænder at vide, hvordan glukosesiruppen behandles/opbevares, efter den har forladt vores fabrik. Vi vil gerne henvise til informationen på etiketten, om at glukosesirup opbevares bedst ved rumtemperatur. Derudover kan vi oplyse, at der ikke er nogen sundhedsrisiko forbundet med krystallerne, ej heller funktionaliteten af produktet. Endelig kan vi oplyse, at ved nænsom opvarmning, kan krystallerne opløses.

Vi håber du vil købe vores produkt igen, og er der yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Som kompensation, vil vi gerne sende en erstatningspakke med separat post, med et par af vore andre produkter, hvorfor vi udbeder os din postadresse.

God fornøjelse med pakken.


Med venlig hilsen 

Jae, det er da meget godt, men når man nu ved, at produktet er opbevaret forkert hos Netto og Svansø selv opfordrer til at henvende sig, så er det der da en lidt mærkelig mail. Jeg skrev tilbage med adresse og besked om, at den er opbevaret 100% korrekt hos mig, men har aldrig modtaget noget svar.

Til gengæld modtog jeg i dag en kæmpe pakke fra Svansø - ungerne var helt vilde, wauv en pakke med "hemmeligt indhold", men skuffede blev de (og jeg for den sags skyld, også). Der var en sindssyg masse emballagedimser (du ved, de der hvide dimser) og nede i bunden lå - tadadadada - dette:





En pakke sveskegrød og en bøtte marmelade - jamen fine ting, bestemt, men jeg ville bare så gerne have haft en glukosesirup og som den ene af ungerne tørt konstaterede "Det har kostet mere at sende den pakke med Postdanmark end de varer, der er i", hvilket jeg må give hende ret i.

søndag den 15. februar 2015

Minicruise til Oslo - Kan varmt anbefales :-)

Vi har været af sted rigtig mange gange efterhånden og vi har nydt det hver eneste gang.

Båden sejler fra København kl. 16.30 og er i Oslo næste morgen kl. 9.45. Om eftermiddagen går turen mod København igen med afgang kl. 16.30 og ankomst i Kbh. kl. 9.45.

Der findes kahytter i alle prisklasser - i gamle dage (læs: 80'erne) kunne man også sidde i flystole i bunden af skibet, men det var nu ikke nogen fornøjelse, selvom det var noget af en fest, når man var af sted med sin klasse.

Det fantastiske ved sådan en tur er, at man hiver stikket fuldstændig ud og derfor føler at det godt 1½ døgn er meget længere end det egentlig er.

Tiden i Oslo kan bruges til at shoppe (men det er dyrt!!), til at kigge på museer - Kontiki museet er måske det mest interessante, for det vil til enhver tid forekomme mig ubegribeligt, hvordan man kunne sejle på verdenshavene i en sivbåd. Og overleve!! Det kan også anbefales at tage trikken op til Holmenkollen og nyde den absolut fantastiske udsigt over Oslo. Kører man et par stop længere er der mulighed for at få en tur på ski, når det er vinter. Ellers er området skønt at gå tur i, når der ikke ligger sne.

Det er også hyggeligt bare at gå og slentre en tur i byen - Oslo er lidt en "landsby" i forhold til fx København eller Stockholm, men meget, meget hyggelig.

På båden er der naturligvis mulighed for at shoppe taxfree, der er forskellige restauranter, barer, casino, café og på den ene af bådene er der poolområde.

Vi har været af sted i de billigste kahytter og det er OK, men skal der være lidt luksus kan jeg varmt anbefale at tage Commodore Class eller endnu bedre Commodore de luxe. Commodore Class er lækre kahytter, som gode store hotelværelser - Commodore de luxe giver adgang til loungeområde med gratis drikkevarer + snacks.




Vi har været af sted med vores børn mange gange gennem årene og det er en stor oplevelse at møde DFDS-figurerne, være med til hestevæddeløb, disco eller, hvad der ellers laves.

Nu er vores børn store og gider ikke tage med mere, men vi nyder det stadig.

Det sjove er, at da vi tog af sted med børn, syntes vi det var meget fint tilrettelagt for dem - nu hvor vi tager af sted på "kæreste-ture" synes vi at det er meget passende for vores aldersgruppe. Med andre ord - det er en meget fin balance DFDS formår at skab, så det er rart at være af sted for såvel børnefamilier som voksne uden børn.

Det kan godt betale sig at holde lidt øje med tilbudene for det er forholdsvis dyrt at booke til fuld pris, men DFDS er gode til at lave tilbud, så finder man dem, kan man nemt spare 30-50%.

Nå ja, fik jeg sagt, at vi naturligvis lige har booket endnu en tur - denne gang håber vi på lidt mindre søgang end da vi var af sted i januar, hvor de sidste par storme stadig spøgte lidt.