lørdag den 7. marts 2015

Klag og du skal få

Vi har gjort det i klager her i huset, den sidste månedstid.

Først var der en pose Tappsy, hvor vi fandt sådan en fætter her

Den ser ulækker ud, men hånden på hjertet, så er det vist bare en lidt forkert udseende salt-fisk. Ungerne mente dog, den var en klage værd, så vi fandt en mailadresse og skrev og fik en fin undskyldende mail retur fra en tysk dame fra Tappsy eller Katjes som det jo rettelig er.

Et par uger senere dumpede der så et lille udvalg af deres poser ind af døren til stor glæde for teenagerne.

Glukosesiruppen har i hørt om. Den klage synes jeg som bekendt ikke blev håndteret særlig godt, for hvad skal jeg dog med syltetøj og en pose sveskegrød, når det er glukosesirup, jeg mangler?

Så var der noget sushi-tang, som var gået i stykker og gjorde det mere end almindeligt svært at rulle pæne sushiruller. Nu var jeg jo inde i rutinen med at brokke mig, så vi skrev og efter en enkelt rykker fik vi svar og de vil nu sende os et par nye pakker, så vi ikke har mistet troen på deres produkter.

Jeg har altid bare tænkt, at det var ærgerligt, hvis noget var ulækkert, gået i stykker osv, men omvendt har jeg jo betalt for at få en vare, der er i orden, så derfor ulejligheden med at skrive en mail, hvilket jo er ret nemt i forhold til i "gamle dage" hvor der både skulle findes papir, pen, kuvert og frimærke.